<< Tilbage til bestyrelsen

Pc192992
Frederik Vimal Krups
Bestyrelses- & Arbejdsgruppemedlem

Jeg har siden en identitetskrise som 17-årig stillet mig selv spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig, og hvad er meningen med mit liv? 

Jeg var så heldig at finde en lærer, der arbejdede med mig i denne mørke tid, og som anbefalede mig at tage til Osho’s Meditation Resort i Pune, Indien. Jeg har sidenhen været igennem intensiv terapi i et terapeutisk fællesskab og studeret psykologi på Naropa University og forretning på Alanus Hochschule. Min familie kommer fra iværksætter- og forretningsverdenen, hvilket har medført, at jeg er kommet i gang med iværksætteri og i en periode har arbejdet som organisationsudvikler. 

Jeg har taget flere terapeutiske uddannelser i ind- og udland, men er egentlig kunstner fra hjertet.

Hvad for et sted håber du at Danmarks Kontemplative Højskole kan blive?
Jeg resonerer med en vision om et sted for bla. søgende unge voksne, der stiller sig de spørgsmål, jeg selv stillede mig som 17-årig: ”Hvem er jeg egentlig, og hvad er meningen med livet?”. Jeg ser DKHS som en platform og et fællesskab, hvor mennesker kan blive undervist i, mindet om, kan komme ned i gear og kan gå indad for at finde svar i sig selv. Et sted at aflære unyttig konditionering, få nogle værktøjer med på vejen og en bedre forståelse af, hvad livet egentlig vil med en. Sufi-mystikeren Hazrat Inayat Khan sagde, at spirituelt arbejde egentlig er at stemme instrumentet, så den guddommelige musik kan spille igennem en. Det billede synes jeg egentlig meget godt om.

Hvad tror du, det kræver at nå dertil?
Det kræver vedholdenhed, rytme, lyst og glæde ved det, vi skaber sammen. Det kræver en holdindsats med mennesker i forskellige roller, der komplementerer hinanden – og selvfølgelig en masse kærlighed. Det praktiske vil jeg ikke kede jer med. 😉

Hvad er din rolle i arbejdsgruppen?
Jeg er blevet valgt til bestyrelsesformand, hvilket i bund og grund egentlig bare betyder, at jeg skal sørge for, at bestyrelsen mødes og træffer beslutninger som foreskrevet i foreningens vedtægter, og at den årlige generalforsamling finder sted. Jeg tager mig primært af forvaltningsdelen, altså kontrakter, forsikringer, bogføring, mus-samtaler, og faciliterer møder. Det jeg dog synes er mest spændende ved DKHS er pædagogikken og didaktikken der skal lægge til grund for højskoleundervisningen.

Har du en besked/hilsen til dem, der er nye eller ikke kender til højskolen endnu? 
Læs hjemmesiden igennem, og kom til et af vores højskoletilbud for at opleve højskolen på egen krop, hjerte og sind.


Skriv til mig på:
frederik@dkhs.dk