Pc193009
Niels Viggo Hansen
Bestyrelses- & Arbejdsgruppemedlem

Jeg er uddannet fysiker og filosof (med en ph.d. grad) for mange år siden. Jeg bor i Mols Bjerge med min familie, et par hunde og en hel del æbletræer. Efter mange år i forsknings- og universitetsverdenen er jeg i færd med at lægge en traditionel forskerkarriere bag mig, for i højere grad at hellige mig det jeg brænder mest for: levende, kontemplative, meditative og filosofiske processer, udfoldet sammen med mennesker og grupper. I arbejdsgruppen omkring Danmarks Kontemplative Højskole bidrager jeg især med erfaring fra undervisning, forskning og praksis, og med et langt personligt tilløb til selve idéen om en kontemplativ højskole.

Jeg har forsket og undervist i videnskabsfilosofi og humanistisk sundhedsvidenskab, og har i den forbindelse blandt andet udviklet og afprøvet mindfulness-baserede gruppetilbud til støtte for sunde livsstilsændringer. Parallelt med det akademiske arbejde har jeg stort set hele mit voksne liv undervist i meditation, mindfulness og kontemplative, udforskende bevægelsesformer, herunder Moving Meditation.

Min egen meditative praksis går imidlertid endnu længere tilbage. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg som barn begyndte at opsøge små tider og steder for mig selv, hvor jeg kunne fordybe mig i vågenheden og undersøge hvad det vil sige at være til. Det oplevedes som et stort, åbent rum – både dragende og lidt overvældende. Først langt senere fandt jeg ud af, at der fandtes sprog, traditioner og fællesskaber for den slags erfaringer.

Hvad for et sted håber du at højskole kan blive?
Den kontemplative højskole har haft et langt tilløb i mit liv, og er efterhånden vokset frem som et uomgængeligt livsprojekt. Erfaringerne fra sommerhøjskolerne på Gomde har vist mig, hvor meget der kan ske, når man samles i længere tid og faktisk holder skole.

Jeg håber derfor, at vi indenfor en overskuelig årrække kan etablere en stående kontemplativ folkehøjskole – et sted for fordybelse, rodfæstning og eksistentiel livsoplysning, i en tid hvor mange savner netop det.

Hvad tror du det kræver at nå dertil?
Jeg tror det kræver mod og generøsitet. Og måske mest af alt, at vi begynder at holde skole sammen, i ordets dybeste og oprindelige betydning.

Har du en hilsen til dem, som endnu ikke kender til højskolen?
Min hilsen til dem der endnu ikke kender højskolen er enkel: Velkommen. Alle kan være med. Vi forudsætter og tilstræber ikke tilslutning til bestemte verdensbilleder eller religioner, men inviterer til nysgerrig, fælles udforskning af de rødder som livssyn, praksisser og værdier vokser ud af.

Skriv til mig på:
nv@dkhs.dk