I mange kontemplative traditioner spiller det at forholde sig til døden en særlig rolle. Dels fordi det kan skærpe fokus på at passe ens kontemplative praksis, om det er bøn, meditation eller anden form for fordybelse. Dels fordi det at forholde sig aktivt til døden kan fungere som en forberedelse på selve dødsprocessen.
På en af de mindre højskoleaftener, der blev afholdt her i januar i København, efterlignede vi en aftensamling på højskolen. Som del af arbejdsgruppen kom jeg og holdt et kort oplæg, der lå i forlængelse af det, jeg havde talt om på ’den store højskoleaften’. Oplægget handlede om, hvordan det at forholde sig til døden har optaget mig personligt og fagligt. Både ved at forske med mennesker, der var uhelbredeligt syge med kræft og som følte sig knyttet til en kristen eller muslimsk tro. Men også ved at deltage i en undersøgelse, hvor medarbejdere blev introduceret til nærværs- og compassiontræning på fire forskellige hospicer i Danmark – og selv arbejde for at have en meditativ tilgang og turde nærme sig døden som fænomen.
Som det er på disse højskoleaftener, tager vi altid et element af fordybelse og kontemplation med ind i samværet. Derfor benyttede jeg lejligheden til at fremhæve, hvordan døden kan være et sådant fordybelseselement. Heldigvis var de fremmødte med på at få tematiseret døden ind i en meditativ kontekst, ved at tilgå døden som noget, der sker for os alle og derforog kan få os til at vågne op af hverdagens trummerum. Men også som en spirituel begivenhed, man efter sigende kan forberede sig på.
Med afsæt i den tibetansk buddhistiske tradition, der mener, at dødstidspunktet er en enestående mulighed for at opdage sin egen bevidstheds oprindelige natur, har jeg forsøgt at sætte mig ind i, hvordan man kan træne at forblive bevidst ind i dødsprocessen. Nogle hævder at det kan trænes gennem drømmeyoga, eller ved at forblive bevidst så lang tid, når man falder i søvn, men der findes også forskellige guidede meditationer og instruktioner, som kan tages i anvendelse.
I denne sammenhæng inviterede jeg til at lave en meditation, en slags guidet kropsscanning, med fokus på de forskellige dele af kroppens energisystem, som det opfattes inden for flere forskellige spirituelle traditioner, nemlig chakrasystemet. I den tibetansk buddhistiske forståelse er der en energetisk komponent i dødsprocessen, som man på forhånd kan lære at kende ved at forestille sig, hvordan energien fra det nederste chakra opløse sig i det næste og videre frem.
Når man går den meditative proces igennem, så opdager man hurtigt forskellen på den vestlige, traditionelle opfattelse af dødstidspunktet som der, hvor hjertet ophører med at slå, og så den tibetansk buddhistiske, hvor det først er i det øjeblik bevidstheden slipper kontakten med kroppen, at man er at betragte som død.
Heldigvis er der til disse højskoleaftener en kort vej til dialog. Særligt fordi dialogen hviler på en klangbund af stor lydhørhed. Så efter den meditative introduktion til, hvordan døden forstås og tematiseres inden for den tibetanske buddhisme, opstod der en dyb snak. Snakken tog afsæt i, hvordan vi selv havde gjort os erfaringer med døden. Nogle af os havde haft døden tæt på i kraft af vores arbejde. Andre af os havde haft det inde på livet gennem vores meditative praksis eller som gennembrudserfaringer i barndom eller ungdom.
Der åbnede sig et fortroligt og sart rum. Som en slags blomst, der turde folde nogle af sine kronblade ud, fordi solen pludselig skinnende på den. Selvom død og forgængelighed er et fælles vilkår for os alle – og det gælder alle levende væsner – så kræver emnet også en fornemmelse af at være beskyttet for virkeligt at folde sig ud.
Den følelse var lykkeligvis til stede – og tiden fløj! Før vi fik set os om, var det tid til at runde af. Vi fik dog nået at synge højskolesangen ”Den blå anemone”, der fik hårene til at rejse sig på armen af mig. For sangen gengav på sin egen måde det store i livet, som vi ofte først oplever under modgang, i kriser eller når døden er os nær. Så åbner den verden sig for os, hvor vi virkelig kan se det under, som livet er. Sådan et glimt kan en højskoleaften være med til at give plads til.
”Sikke en gave på en helt almindelig hverdagsaften”, som en af deltagerne konstaterede.
