Peter Elsass

Jeg havde to kære venner som hed Peter.

Bastian og Elsass. Begge er gået bort nu. Begge var meget generøse og visionære – og en lille smule skøre. Vi havde en slags kontemplativ tænketank i en årrække, sammen med Madhurima Rigtrup og Svend Trier. Her nåede vi ofte frem til at nogen – måske vi – burde starte en kontemplativ højskole, et sted hvor der kunne ske en levende alkymistisk sammensmeltning af dybden og indsigten fra de meditative visdomstraditioner, og åbenheden og fællesskabs-ånden fra den grundtvigske højskole.

Peter Bastian nåede desværre ikke at være med, da vi endelig i 2018 tog de første skridt med sommerhøjskolerne på Helgenæs. Men Peter Elsass var der med hud og hår og bidrog markant de tre første somre. Forud for den første sommerhøjskole lavede jeg et interview med Peter til projektets webside. Her kommer et uddrag:

…Spiritualitet og meditation er blevet stærke trends eller kulturfaktorer i de seneste årtier. Jeg tror det er en vigtig udvikling med betydning for vores chancer for at leve gode eller meningsfulde liv. Men der er også dybe problemer omkring det, som jeg tror det må være en kontemplativ højskoles fornemste opgave at bringe frem i lyset. Jeg vil fokusere på to:

For det første er der den måde mindfulness og meditation importeres ind i terapeutiske og pædagogiske og management-projekter, som om de var terapeutiske standard-løsninger på kliniske problemer eller livskriser, eller måske en form for wellness. Men i virkeligheden er det måske mere sådan at meditation og spiritualitet sætter os i stand til at stille spørgsmål ved hvad det vil sige at have det godt. Sat på spidsen sætter det os måske i stand til at have mere meningsfulde kriser, snarere end løse eller fjerne dem. Hvis vi vil forstå hvad meditation og spiritualitet er, bør vi måske interessere os mindst lige så meget for det, som for at dokumentere hvor effektivt vi kan reducere forskellige former for smerte eller besvær. 

For det andet er der diskussionen om hvordan man “oversætter” en hel spirituel praksis og dens mening fra en kultur til en anden – og hvilke rammer de sættes ind i. Jeg er fx meget interesseret i hvordan vestlig mindfulness bliver “farvet” af at være trådt ind i en slags alliance med den kognitive psykologi. Ville det se anderledes ud – og åbne andre muligheder – hvis det i stedet var den humanistiske psykologi eller psykoanalysen der var rammen og dialogpartneren?

Selv har jeg primært beskæftiget mig med disse ting på en kultur-antropologisk måde. Det er i en vigtig forstand en udenforståendes perspektiv – ikke forstået som u-engageret eller absolut objektiv, men som en særlig subjektivitet hvor man kan bevare interessen for de vigtige indre kriser og modsætninger i fænomenerne. En vågen, “kritisk” dialog i denne forstand er et vigtigt bidrag som vesterlandsk videnskab kan give til østerlandsk inspireret spirituel praksis. Måske mindst lige så vigtig som klinisk effekt-dokumentation.

Jeg vil gerne efter bedste evne prøve at bringe denne slags videnskabelig refleksion ind i højskole-eksperimentet på Gomde, med udgangspunkt i en række konkrete eksempler fra min kliniske erfaring såvel som interviews med lamaer, munke, nonner og mindfulness-lærere. 

Kort før Peters død drømte jeg at vi var på vej ud og holde højskole igen. Det var efterår. Mellem bakkerne kom rækker af pilgrmme vandrende hen mod skolen i aftenlyset, med lys i hænderne. På en bakke lige over pilgrimsstien stod den gamle professor i en lang kappe og sang for de vandrende, så de kunne finde vej. Jeg fortalte ham drømmen, og han sagde med stor begejstring: Den drøm vil jeg gerne være med i!

Et par nætter senere var jeg igen på vej ud til højskolen, denne gang i bil, og mødte Peter ved et busstoppested. Jeg stoppede og spurgte om han ville have et lift. Nejtak, han havde booket turen med F.T. Det lød så selvfølgeligt at det føltes forkert at spørge nærmere, så jeg kørte videre, spekulerende på om det lokale busselskab endnu engang havde skiftet navn. Lidt senere blev jeg overhalet af en storsmilende Peter i fuld fart på et flyvende tæppe. Heldigvis var der plads til mig.